Om andelsboligforeningen

Ejendommen, der i dag er A/B Tåsingegård, blev opført i 1924. Den ligger i en vinkel ud mod henholdsvis Vennemindevej 23-27 og Tåsingegade 42-56 på ydre Østerbro i København og består af 84 andelslejligheder.

Foreningen består af 84 lejligheder beliggende i en 100 år gammel, men meget velholdt, bygning. Flere af lejlighederne har ny altan ud mod gaden og/eller ud mod det store grønne gårdmiljø, der også indeholder en ny stor legeplads fra 2023.

Området er blomstret op de seneste 10 år med byfornyelse, klimavenlige pladser, herunder Tåsinge Plads, café- og restaurantliv. Området har desuden flere grønne parker, herunder Fælledparken og Kildevældsparken, institutioner og indkøbsmuligheder. Andelsboligforeningen ligger i gåafstand til Poul Henningsens Plads metro og Vibenshus Runddel metro, og i kort afstand til Svanemøllen S-togsstation og Svanemøllen Strand.

A/B Tåsingegård deler en stor, grøn gård med fire andre boligforeninger. Foreningerne har et fælles gårdlaug, der tager sig af at vedligeholde græsarealer, beplantning og legepladser.

A/B Tåsingegård har en sund økonomi og vedligeholdelsesplan, hvor der de seneste år bl.a. er udskiftet vinduer i alle lejligheder, renoveret både for- og bagtrapper, gårdanlæg og skure m.m. De seneste år har foreningen desuden etableret flotte altaner både mod gaden og gården.

Der er ydermere mulighed for at benytte fælles vaskeri, loft- og kælderrum.